1. okt. 2013

Pho - vietnamesisk oksekødssuppe


Efteråret  er over os og det blevet væsentligt koldere udenfor. Efter en lang gåtur ude i de farvestrålende efterårsskove har man brug for noget varmt til at samle kræfterne igen. Det, jeg elsker allermest efter sådan en gåtur, er en god, kraftig suppe. Det kunne være denne vietnamesiske oksekødssuppe, som er et spændende alternativ til den klassiske, danske oksekødssuppe. Den er mere frisk i smagen og spises med friske krydderurter på.
Suppen Pho spises til morgenmad i det sydlige Vietnam, mens man i det nordlige Vietnam spiser suppen hele døgnet rundt. Det er en ret, man både finder i private hjem, restauranter og gadekøkkener. Gadekøkkenerne er Asiens fastfood. Det er små enmandsvirksomheder, der ofte består blot af kogegrej, service og bittesmå plasticstole til kunderne. Gadekøkkenernes mad er så billig, at mange vietnamesere spiser flere af dagens måltider der.
Pho er originalt en enkel oksekødssuppe med nudler, som spices op med diverse krydderurter og grøntsager. Jeg har her lavet suppen i en udgave uden for mange ingredienser, der ikke er til at få fat på. Men hvis du skulle få fingre i det, vil diverse asiatiske krydderurter som thai basilikum, asiatisk purløg, korianderblade og frisk chili også være lækkert i suppen. 
Herunder får du lidt vietnamesiske stemningsbilleder, hvor jeg har prøvet at opfange det summende liv og farvestrålende mad, man finder overalt i dette land.
Velkommen til en lille bid af Vietnam!



Pho - vietnamesisk oksekødssuppe


Et lille gadekøkken med de karakteristiske bittesmå plasticstole


Tørring af nudler i solen


Et af de farverige fødevaremarkeder man finder i alle vietnamesiske byer



Ingredienser(til fire personer):

Suppe:
1 spsk. frisk ingefær / ca. 2 cm. af en knold
2 skalotteløg
1 spsk. madlavningsolie
3 liter kogende vand + 10 spsk. god oksebouillion i pulverform (f.eks. den økologiske fra Oscar)
Eller 3 liter oksefond
350 g. oksekød (f.eks. gullasch-tern)
250 g. ægnudler

Topping:
5 forårsløg
1 potte/bundt purløg
1 skalotteløg
1 lime
Fishsauce
Chilisauce (ikke den søde udgave)

De 2 cm. ingefær skrælles og rives fint. 2 skalotteløg hakkes fint. Steg ingefær og skalotteløg i olie i en gryde til løgene er klare.
Vandet hældes i gryden og bringes i kog, hvorefter bouillonen røres i eller hæld de tre liter oksefond i.
Skær oksekødet ud i mindre skiver. Ca. 2-3 cm. x 0,5 cm. Oksestykkerne kommes i  suppen og koger stille med ca. et kvarter.
I mens skæres grøntsagerne til toppingen ud. Forårsløgene skæres i skiver af 1 cm.'s tykkelse. Purløgene klippes fint. Skalotteløgene hakkes til små stykker. Limen skæres i både. De forskellige toppings anrettes i hver sin skål.
Når oksekødet har kogt i ca. 10 min. kommes nudlerne i suppen. De skal ca. koges 5-7 min. Men følg gerne anvisningen på pakken.

Suppen serveres i mindre skåle og folk kan herefter selv komme toppings på efter smag og behag. En mere asiatisk smag kan opnås ved at røre lidt fishsauce i suppen og smage til med lime og chilisauce.

Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar