16. feb. 2013

Salat med bønner og bolsjebeder


Et rent farveorgie af en salat. Jeg bliver helt i godt humør af at se på alle de fine farver og mønstre i salaten. Specielt er jeg begejstret for de flotte bolsjebeder. Ofte støder man kun på rødbeden i supermarkeder, men den er jeg ikke så begejstret for. Jeg synes, den er meget dominerende, sød og smager lidt af jord. Men så findes der heldigvis andre slags "beder".
Jeg fandt disse fine gule beder og bolsjebeder og måtte straks eje den. De har en mildere smag end rødbeder, men er stadig ret søde. Så målet med salaten var at understrege bedernes farver og finde et godt modspil til deres sødme. Sorte bønner klarer det æstetiske og citron og æbleeddike blev det smagsmæssige match.



Ingredienser:

Salat:
450 g. sorte bønner (vægt i kogt tilstand - sæt bønnerne i blød natten før og kog dem ca. 1 time, lad dem afkøle før de puttes i salaten)
450 g. gule beder, bolsjebeder, persillerødder (samlet vægt for alle tre slags grøntsager)
2 små el. 1 stor citron

Dressing:
6 spsk. æbleeddike
6 spsk. koldpresset rapsolie
1,5 spsk. flydende honning
Friskkværnet peber

Gå i gang med bønnerne dagen før, du vil lave salaten. Når bønnerne er kogt kan de stå på køl (evt. i en fryser), mens man ordner rodfrugterne.
Skyl rodfrugterne og skær dem i skiver, der halveres eller skæres i kvarte alt efter rodfrugtens størrelse.
Skyl citronerne og riv skrællen af dem, hvis de er økologiske (gem den til en anden ret). Skær alt det hvide af citronerne, så kun frugtkødet er tilbage. Halver citronerne og fjern kernerne. Skær frugtkødet i mindre stykker på ca. 1 x 1 cm.
Bland ingredienserne til dressingen og smag den til med friskkværnet peber.
Hvis bønnerne er kolde nok, kan rodfrugterne, citronstykkerne og bønnerne nu blandes sammen til den endelige salat. Doser selv den ønskede mængde dressing og nyd et farvestrålende måltid!

Velbekomme!

2 kommentarer:

  1. wow og de er rå? Tror aldrig jeg har smagt rodfrugter rå.. Udover rødbeder selvfølgelig.
    De forskellige beder, hvordan smager de? Er de søde?
    Hilsen Frk. Hansen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jep, de er rå. Jeg elsker, når mad har "bid". Man skal bare skære rodfrugterne i så små stykker, at det ikke bliver et uoverkommeligt tyggearbejde :)
      De gule beder og bolsjebederne smager ret mildt og lidt sødligt. Jeg synes, de smagsmæssigt er en mere elegant udgave af rødbeden.
      Du kan finde forskellige beder i Kvickly, hvis de stadig har dem. Ellers prøv ved landmanden på Bispetorvs fødevaremarked.

      / Lise

      Slet