fredag den 2. november 2012

Hytteostpostej

Et par veninder og jeg spiste middag sammen igår aftes, og grundet su-forbandelsen er vi ret fattige. Så det blev sammenskudsmiddag med alt godt fra køleskabene. Det viste sig faktisk at blive en virkelig lækker middag, med hjemmelavet knækbrød, rødbedehumus, æble-grøntkålssalat, ost og en masse andre småretter. Mit bidrag blev en hytteostpostej, med de grøntsager jeg lige havde liggende:

Ingredienser:
1 bøtte hytteost
1 æg
2-3 spsk mel
5 små tomater i tern
4 hakkede forårsløg
1 revet gulerod
et par blade frisk basilikum
salt og peber

Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blandes i en skål. Dernæst hælder man blandingen på en smurt form, drysser med lidt ekstra peber og bager i ovnen i ca 45 minutter på 200 grader - eller til overfladen er gylden og sprød. Lad postejen trække/samle sig i 5 min uden for ovnen inden man skærer i den.

Man kan med fordel drysse postejen med rasp inden man sætter den i ovnen, så bliver den mere sprød. Man kan selvfølgelig ligeledes proppe lige præcis de grøntsager i man har lyst. Kunne forestille mig den er lækker med peberfrugt, løg i tern og nogle andre krydderurter - eventuelt også en stump kød hvis man har det.
Lækker og nem ret, der mætter rigtig meget, og også smager dejligt dagen efter på et stykke brød!












Ingen kommentarer:

Send en kommentar