20. maj 2015

Ispinde med jordbær & rabarber



Så er der gang i madbloggerudfordringen igen! Denne gang handler det om farver. 52 madbloggere har meldt sig til hver især at finde på en ret i netop deres tildelte farve. Læs mere om udfordringen her eller se de andre retter med farver her.
Jeg fik farven rød og har haft farven på hjernen siden da.
Mange idéer er det blevet til, men det endte med det oplagte valg - at lave noget dansk og sommerligt med de allerførste danske jordbær og rabarber. Rabarberne er endda fra mine forældres have! Så bliver det bare ikke bedre!

Så her kommer et stk. rød ret - ispinde med jordbær og rabarber. Lige til at nyde i sommervarmen!

Ingredienser:

330 g. jordbær (i renset vægt - uden stilkene)
425 g. rabarber (i renset vægt - med lidt af enderne skåret af)
1 vaniljestang
300 g. sukker - ca.
0,5 dl. vand

Pynt:
Hvid chokolade
Frysetørret hindbær

Udstyr:

Forme til ispinde
Ispinde af træ, sugerør eller de plasticpinde, der hører til isformene
Lille plasticpose
Lille gryde & dyb tallerken

Giver 12 ispinde (med de forme, jeg brugte)

Rabarberne skæres i små stykker - ca. 1 cm. Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud. Bland sukker, vaniljekorn, vand og de tomme vaniljebælge i en gryde. Lad det hele småkoge til rabarberne er kogt helt ud. Fisk vaniljebælgene op.
Lad rabarberkompotten køle lidt ned og blend dem med jordbærrene.
Hæld jordbær-rabarber-blandingen op i formene og stik pindene i. Jeg valgte at bruge stribede papirsugerør, da jeg synes, de giver et fint sommerligt udtryk. Sugerørene fik klippet ca. 1/3 længde af for at passe i formene.

Lad det hele fryse - gerne natten over, så er man i hvert fald helt sikker på, at ispindene er frosne.

Hak den hvide chokolade og smelt den over et vandbad. Dvs. put chokoladen i en dyb tallerken, det ligger over en lille gryde med lidt vand i, der bringes så småt i kog.
Når chokoladen er smeltet puttes den i en lille frysepose.

Hold ispindene under varmt vand fra hanen til isene slipper formen.

Klip en lille snip af posen med den smeltede, hvide chokolade og lav et chokolade-gitter eller stribemønster på isene og drys frysetørrede jordbær ud over.

Og så er det bare med at komme ud og nyde isene i solskinnet :)




2 kommentarer:

  1. Uhmmm... Hvor ser de bare lækre ud!! :-)
    Så mangler vi bare solskin og blå himmel - eller om ikke andet, så lidt mere varme! :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg glæder også til solskin, sommer og masser af ispinde! :P

      Slet